Kapitel 9

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 89. Loven træder i kraft den 1. juli 1995.

Stk. 2. Samtidig ophæves

1) lov om ophavsretten til litterære og kunstneriske værker, jf. lovbekendtgørelse nr. 1170 af 21. december 1994, og

2) lov om retten til fotografiske billeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 715 af 8. september 1993.

Stk. 3. Regler, der er udstedt efter de hidtidige love, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt efter denne lov. Overtrædelse af reglerne straffes efter de hidtil gældende regler.

§ 90. Loven gælder også for værker og frembringelser m.v., som er frembragt før lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Loven gælder ikke for udnyttelseshandlinger, der er afsluttet, eller rettigheder, der er erhvervet før lovens ikrafttræden. Eksemplarer af værker eller frembringelser m.v. kan fortsat spredes til almenheden og vises offentligt, hvis de lovligt er fremstillet på et tidspunkt, da en sådan spredning eller visning var tilladt. Bestemmelserne i § 19, stk. 2 og 3, skal dog altid finde anvendelse på udlejning og udlån, som foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Er der før lovens ikrafttræden påbegyndt en eksemplarfremstilling eller foretaget væsentlige forberedelser til at fremstille eksemplarer af værker eller frembringelser m.v., som ikke var beskyttet efter de hidtil gældende bestemmelser, kan eksemplarfremstilling i nødvendig og sædvanlig udstrækning afsluttes inden for de planlagte rammer, dog senest den 1. januar år 2000. Eksemplarer, som fremstilles på grundlag af bestemmelsen i 1. pkt., kan spredes til almenheden og vises offentligt. Bestemmelsen i stk. 2, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Indgår værker og frembringelser m.v. i en optagelse, der er foretaget med henblik på udsendelse i radio og fjernsyn, og som er fremstillet på et tidspunkt, hvor de nævnte værker og frembringelser ikke var beskyttet, eller som er fremstillet i henhold til stk. 3, kan sådanne optagelser fortsat anvendes til udsendelse i radio og fjernsyn indtil den 1. januar år 2000. Bestemmelsen i 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på offentlig fremførelse af filmoptagelser.

Stk. 5. Hvis beskyttelsestiden for et værk eller en frembringelse m.v. ved anvendelse af de nye bestemmelser bliver kortere, end den ville have været efter de hidtil gældende bestemmelser, anvendes de hidtil gældende bestemmelser. Bestemmelsen i § 63, stk. 4, skal dog altid finde anvendelse.

§ 91. Bestemmelserne i §§ 54, 55, 56 og 58 finder ikke anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1995.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 65, stk. 3, finder også anvendelse på aftaler, der er indgået før den 1. juli 1995.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 30, stk. 5, og § 87, stk. 2, finder ikke anvendelse på aftaler, som er indgået før den 1. januar 1995, førend den 1. januar 2000.

Stk. 4. Bestemmelsen i § 59 gælder ikke for edb-programmer, der er frembragt før den 1. januar 1993.

Stk. 5. Bestemmelsen i § 70 finder ikke anvendelse på fotografiske billeder, der er fremstillet før den 1. januar 1970.

§ 92. De i henhold til ældre lovgivning givne særlige privilegier og forbud forbliver i kraft.

§ 93. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 295 af 24. april 1996 (ophævelse af § 89, stk. 4) indeholdt ingen ikrafttrædelsesbestemmelse og trådte således i kraft ugedagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende (dvs. den 2. maj 1996).

Lov nr. 1207 af 27. december 1996 (vedrørende § 17, stk. 1-3, § 35, § 47, § 48, stk. 1 og 2, § 49, stk. 1, § 50, stk. 1, 3 og 4, § 51, stk. 1 og 3, § 52, stk. 1 og 7, § 58 a, § 65, stk. 4, § 66, stk. 2 og 3, § 67, stk. 2 og 3, § 69, stk. 3, og § 70, stk. 3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 1997. § 1, nr. 2, 4, 5, 7, 10, 12, 13, 15, 16, 23, 24, 26 og 272), dog først den 1. januar 1998. § 50, stk. 4, i lov om ophavsret, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 133), træder i kraft den 1. januar 1997.

Stk. 2. Den 1. januar 1997 ophæves lov nr. 409 af 13. juni 1990 om Den Kulturelle Fond og om visse bevillinger på ophavsretsområdet.

Stk. 3. Nægter organisationer, der repræsenterer de i lov om ophavsret §§ 1, 65, 70 og 71 nævnte rettighedshavere, uden rimelig grund at give samtykke til, at værker, fremførelser og frembringelser, som indgår i udsendelser i radio eller fjernsyn af den i lov om ophavsret § 35, stk. 5, nævnte karakter, samtidig og uændret videreudsendes over kabelanlæg, eller tilbydes en sådan videreudsendelse på urimelige vilkår, kan det i lov om ophavsret § 48, stk. 1, omtalte nævn (Ophavsretslicensnævnet) på begæring for året 1997 meddele den fornødne tilladelse og fastsætte de nærmere vilkår herfor. Bestemmelsen i lov om ophavsret § 50, stk. 1, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Bestemmelserne i § 1, nr. 19 og 21,4) finder anvendelse på aftaler indgået efter den 19. november 1992. For aftaler indgået før den 1. juli 1994 finder bestemmelserne i § 1, nr. 19 og 21, dog kun anvendelse, såfremt ophavsmænd eller udøvende kunstnere eller repræsentanter for disse inden den 1. januar 1997 over for producenten har fremsat krav herom.

§ 3 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Lov nr. 407 af 26. juni 1998 (vedrørende § 13, stk. 1, § 13, stk. 3 og 4, § 21, stk. 2, § 23, stk. 2-4, § 28, § 36, § 50, stk. 1, § 51, stk. 1, § 52, stk. 1, § 65, stk. 4, § 66, stk. 2, § 67, stk. 2, § 69, stk. 3, § 70, stk. 3, § 71 og § 80) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.:

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1998.

Stk. 2. Loven gælder også for værker og frembringelser, som er frembragt før lovens ikrafttræden. Et katalog, en tabel, en database eller lignende, der er fremstillet senest 15 år før den 1. januar 1998, er beskyttet efter ophavsretslovens § 71, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 12, indtil den 1. januar 2013.

Stk. 3. Loven gælder ikke for udnyttelseshandlinger, der er afsluttet, eller rettigheder, der er erhvervet, før lovens ikrafttræden. Eksemplarer af arbejder fremstillet efter ophavsretslovens § 71 i sin hidtidige affattelse kan fortsat spredes til almenheden og vises offentligt, hvis de lovligt er fremstillet på et tidspunkt, da en sådan spredning eller visning var tilladt. Bestemmelserne i § 19, stk. 2, skal dog altid finde anvendelse på udlejning af sådanne arbejder, som foretages efter lovens ikrafttræden.

Stk. 4. Er der før lovens ikrafttræden påbegyndt en eksemplarfremstilling eller foretaget væsentlige forberedelser til at fremstille eksemplarer af de frembringelser, der er nævnt i ophavsretslovens § 71 i sin hidtidige affattelse, kan eksemplarfremstilling i nødvendig og sædvanlig udstrækning afsluttes inden for de planlagte rammer, dog senest den 1. januar år 2000. Eksemplarer, som fremstilles på grundlag af bestemmelsen i 1. pkt., kan spredes til almenheden og vises offentligt. Bestemmelsen i stk. 3, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

2) Vedrørende denne lovbekendtgørelses § 35, § 47, stk. 1, 1. pkt., § 47, stk. 3, § 48, stk. 1, § 49, stk. 1, § 50, stk. 1, 1. pkt., § 50, stk. 3, § 51, stk. 1, § 51, stk. 3, § 66, stk. 2, 1. pkt., § 66, stk. 3, § 67, stk. 2, 1. pkt., og § 67, stk. 3.

3) Denne lovbekendtgørelses § 50, stk. 4.

4) Denne lovbekendtgørelses § 58 a og henvisningen hertil i § 65, stk. 4, 1. pkt.

           Kulturministeriet, den 29. september 1998,  v. Elsebeth Gerner Nielsen

  Til Index                                                                          Tilbage til toppen